Signe Schrøder og Mads Syberg er kræfterne bag Bjerregaarden. I 2019 tog de springet fra en villa i Nordsjælland og to fuldtidsjobs til en bondegård med økologisk æbleplantage på Midtsjælland. Plantagen er grundlagt af Ritt Bjerregaard, som et økologisk eksperiment og indeholder 60-80 forskellige æblesorter og et væld af biodiversitet.
Her holder Signe foredrag og underviser i vild natur, miyawaki-skove og køkkenhave. Samtidig passer hun den 450 kvm store køkkenhave, skærehaven, den vilde have og æbleplantagen. Signe har udgivet køkkenhavebogen “DYRK - den nemme køkkenhave” på Politiken Forlag i april 2022.
Mads brygger, smager og udtænker alle Bjerregaardens produkter, hvad enten det er cider, most, mjød eller mousserende rabarbervin. Produkterne har vundet adskillige priser, og Mads går hele tiden og udtænker nye spændende produkter, smage og kombinationer. Cideriet på Bjerregaarden har han i øvrigt selv bygget.